Mysen skole og svømmehal

Opgave Folkeskole og svømmehal, konkurrence
Sted Mysen, syd for Oslo
Areal 7.000 m2
År 2019
Bygherre Eidsberg Kommune
Team Rambøll, Nielsen Palle Arkitekter

 

Under mottoet ”Mysen, Østlandets mest attraktive småby”, ønskede Eidsberg Kommune at ændre Mysen fra et sted præget af fraflytning og tomme huse til et sted, som kunne tiltrække børnefamilier og skabe byliv generelt. Investeringen var en ny skole og svømmehal, som kunne skabe afsættet for en levende bymidte.

Kommunens udgangspunkt var nedrivning af en række centralt beliggende bygninger for at give plads til de nye bygninger. Vores forslag tog det modsatte udgangspunkt ved at bevare og transformere de fleste af de nedrivningsforeslåede bygninger og i stedet lade dem indgå i den nye bymidteplan. Den nye skole og svømmehal tegnede vi som en udbygning af den eksisterende bygningsmasse, så de i skala og placering flettede ind i det eksisterende væv af småhuse, etableret gennem flere århundreder.

Grundmaterialet i visionen om at gøre Mysen til Østlandets mest attraktive småby var i vores øjne selve byen med dens hovedgade, småpladser, gyder og stræder, og gamle landbrugsarealer, som strakte sig helt ind i bykernen. Vores ide var at fredeliggøre området for biltrafik og gøre det til en bypark på skolebørnenes præmisser, hvor skolens bygninger kunne etableres over tid i takt med behov og økonomisk formåen.

Eidsberg Kommune besluttede sig for et stort centralt skoleanlæg med svømmehal, deres ønsker gik i en anden retning end vores ideer; men vi synes, transformations- og byudviklingstankerne i vores forslag er stærke, og vi tager dem med i idé-bagagen til fremtidige opgaver med lignende udviklingsbehov.