Heimdal Videregående Skole

Opgave Gymnasium med integreret håndboldarena og musikskole, projektering i alle faser
Sted Heimdal, Trondheim, Norge
Areal 31.000 m2
År 2018
Bygherre Sør Trøndelag Fylkeskommune
Team Rambøll arkitekter og ingeniører, totalentreprenør Skanska
Præmiering Vinder i totalentreprisekonkurrence, Trondheim Kommunes Byggeskikkpris 2019
Publicering Byg 06 2016

 

Heimdal videregående skole ligger som en kompakt figur i sine grønne omgivelser og er det nye omdrejningspunkt for byliv og områdeløft i en socialt belastet bydel i udkanten af Trondheim.

Skoleudvikling er byudvikling, og dette har Fylkeskommunen – og Trondheim Kommune – set potentialet i gennem samlokaliseringen af ny gymnasieskole med Kolstad Håndbold-arena. Kultur- og musikskole er også integreret i bygningen, så Heimdal VGS fremstår med en unik cocktail af tilbud i et område som har svært brug for en kulturbåren udviklingsproces.

En terrænforskel på 2 etager indoptages i bygningsfiguren i form af et trappeforløb, der skaber hovedindgange og forbindelser mod øst og vest. Under terræn huses Kolstad Arena med tilskuerkapacitet til 4.000 personer, hvor taget over Arenaen bliver en del af det overliggende parkstrøg.

Atriet i skolens midte er centrum for skolens liv. På de øverste etager er skolens mere private rum med klasserum og fagspecialer. På de nederste etager findes udadvendte funktioner for kultur og musik med store auditorier, teaterscene, dansesal og idrætsfaciliteter.

På Heimdal VGS har succesparameteret været den frugtbare udvikling af de værdier, kvaliteter og muligheder, der ligger i mødet mellem pædagogiske visioner for skolen, bydelens udvikling og foreningen af kultur og idræt i et samlet bygningsanlæg.

Det er dette spændingsfelt vi finder dybt interessant, og som vi har beskæftiget os med i en årrække gennem de projekter, vi har gennemført.