Klinikk Alta
Opgave | Sygehus, somatik og psykiatri, ombygning og udvidelse |
Sted | Alta, Norge |
Areal | 4.500 m2 nybyggeri, 1.000 m2 ombygning |
År | 2016-2019 |
Bygherre | Sykehusbygg HF |
Team | Rambøll arkitekter og ingeniører, PKA Arkitekter, Harald Nielsen AS |
Alta ligger langt nord for polarcirklen i Norge på knap 70 grader nord, ca. 150 km syd for Nordkap. Byen er placeret inderst i Altafjorden i den vestlige del af Troms og Finnmark fylke og er Finnmarks største by med ca. 20.000 indbyggere.
Baggrunden for beslutningen om at opføre Klinikk Alta var, at ingen kommuner i denne størrelse i Norge havde længere afstand til et sygehus. Der var derfor behov for at konsolidere og videreudvikle det eksisterende helsecenter, så befolkningen i Alta og Vest-Finnmark kunne få behandling for somatiske og psykiatriske sygdomme lokalt uden at skulle transportere sig over lange afstande.
Nybyggeriet er opført i direkte tilknytning til det eksisterende helsecenter og rummer nye faciliteter til operation og billeddiagnostik, fødeafsnit samt somatiske og psykiatriske sengeafsnit. Samtidig er der gennemført omfattende opgraderinger ved ombygning af ambulatorier og dagbehandling i eksisterende helsecenter.
Udvidelsen har et enkelt arkitektonisk hovedgreb. De eksisterende fløje i helsecentret er forlænget i nybyggeriet med samme bygningsbredde og bæreretning. Dette giver maksimal fleksibilitet i eksisterende og nye arealer og robusthed i forhold til sambrug mellem funktioner og fremtidige udvidelser. Nybygningen er bygget sammen med eksisterende øst- og nordfløj, hvorved der skabes optimal logistik og rundgang på alle etager i sygehuset.
Det er tilstræbt at få nybyggeriets facader til at smelte sammen med eksisterende ved at tone nye træpaneler og vinduesrammer i samme farve som eksisterende eksteriør. I interiøret er benyttet en farvepalette, som underbygger enkel orientering og universel udformning i byggeriet.
Der var en stram økonomisk ramme for projektet, der blev gennemført i totalentreprise med samspil og med en omfattende brugerinvolvering af sygehusets personale, hvor fokus var på effektivisering af arbejdsgange og sambrug af funktioner.
Rådgivergruppen varetog alle rådgiverfag med projektering i BIM. I samspilsfasen var entreprenør aktiv i forhold til at benytte BIM-værktøjet til optimering af løsninger. Det var særlig fokus på kollisionskontrol, da etagehøjder var begrænsede pga. den direkte sammenbygning med alle eksisterende etager.
Klinikk Alta blev taget i brug i 2019 og er opført som passivhus og energiklasse A.
Anja Rolvung var rådgivergruppens projektleder, både overfor bygherre og internt i projektet.