Campus Odsherred

Campus Odsherred

Rolvung og Brøndsted arkitekter vinder sammen med Vandkunsten og Dominia et dejligt visionært skole- og egns-udviklingsprojekt midt i det skønne Odsherred.

Ved at samle alle ungdomsuddannelserne i Odsherred på ét sted, er det ambitionen, at Campus Odsherred skal skabe attraktive fag- og studiemiljøer, som tiltrækker Odsherreds unge til både erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser.

Projektet omfatter om- og tilbygning af Odsherreds Gymnasium, med renovering af det eksisterende gymnasium med dets ”boglige” fag, og udvidelse med en ny bygning til gastronom- og tømrer-uddannelsen, der både kan fungere som et håndværkerhus for skolens ungdomsuddannelser og et kulturhus for byen. .

Karina Vincentz, borgmester i Odsherred Kommune, siger om vinderprojektet:
”Den nye campus kommer til at have en wow-faktor, der tydeligt viser, at der er sket noget nyt og forandret i byen. Arkitekturen bliver rammesættende for hele kommunen og det er simpelthen så fedt, at bygningen både er bæredygtig, og at den kommer til at vække nysgerrighed hos forbipasserende. Samtidig vil de fleste borgere i byen få glæde af de nye udearealer og pladser, der kommer til at omkranse den nye campus og alt det passer perfekt ind i Odsherreds værdier om, at der er plads til alle og at vi er en visionær, tiltrækkende og mangfoldig kommune med Danmarks bedste landskab”.

Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Odsherred Kommune og A.P. Møller Fonden finansierer byggeriet i fællesskab.

Projektet er lavet i et samarbejde mellem Tegnestuen Vandkunsten, Rolvung og Brøndsted Arkitekter, DOMINIA Rådgivende Ingeniører med konsulenter Riis Akustik og SafeDesign.

Campus Odsherred