
Arkitektskolen inviterer indenfor til eksperimenterende udfoldelser.
New AARCH, Aarhus DK
Vargo Nielsen Palle, ADEPT og Rolvung og Brøndsted Arkitekter, har i samarbejde med ingeniørerne Tri-Consult og Steensen Varming vundet konkurrencen om den første nybyggede arkitektskole i Danmark nogensinde. I konkurrence med internationale navne som BIG, Sanaa og Lacaton & Vassal roser en enstemmig jury vinderforslaget for den skarpe kombination af fleksible undervisningsrum, specifikke funktioner og offentlige arealer. Den klare formgivning og den velovervejede forankring på Godsbanearealerne er øvrige elementer juryen fremhæver.
Vargo Nielsen Palle var blandt vinderne af den åbne indledende idékonkurrence. De har ledet projektkonkurrencen som en åben designproces med fokus på et tværfagligt samarbejde. Sammen med teamet forestiller de sig en arkitektskole der fungerer som et laboratorium for arkitektur og det lokale kreative samfund. Vargo Nielsen Palle fortsætter som totalrådgiver og vil fremadrettet lede projektet med samme åbne ånd.
Vargo Nielsen Palle fortæller: ”Med de rette værktøjer og muligheder, engagerer mennesker sig i deres omgivelser. Dette er allerede tilstede på Godsbanearealerne, idet lokalområdet bliver inviteret ind på et eksperimenterende campus. Arkitektskolen skal ikke kun være en institution for arkitektur – den skal fortsætte med at være et åbent laboratorium, og dele dets værktøjer og program med offentligheden. Her opstår muligheden for det uventede, som bidrager til den kreative proces.”
Designet af arkitekturen og landskabet er i den indbudte projektkonkurrence udformet af Vargo Nielsen Palle og ADEPT. Rolvung og Brøndsted har bistået med rådgivning i forbindelse med den arkitektoniske udvikling og projektledelsen. Den nye arkitektskole bygger bro mellem skolen og byen, men også mellem byens skala og aktiviteterne i ’den grønne kile’, som skærer sig igennem byggeriet. Derfor er bygningen høj og massiv, hvor den møder gaden, men trapper nedad og bliver opdelt i mindre strukturer, mod det mere uformelle bymiljø på Godsbanearealerne.

Arkitektskolens samspil med Godsbanearealerne
”Bygningen er organiseret som en by i bygningen: Rig på forskelligartede programmer samlet i en enkel og rå ramme. En række af funktionerne kan bruges af hele byen, og de større åbne rum igennem bygningen tillader de studerende og offentligheden at interagere i både planlagte og uplanlagte aktiviteter. Blandingen mellem skolen og byen er noget af det, der virkelig vil give liv til skolen og til lokalområdet”, forklarer Martin Krogh, partner hos ADEPT.
Det vindende forslag opfylder ønsket til en fleksibel udformning med en åben arkitektur og en række kompakte ’værktøjskasser’. Det skaber både attraktive omgivelser og gode muligheder for de studerendes eksperimenter. Det er altså bogstaveligt talt aktiviteterne i bygningen, der er med til at skabe arkitekturen.
”Hele teamet har bidraget til et bygningskoncept, der forener form og funktion og tekniske aspekter i et samlet koncept. De to ingeniørfirmaer Tri-Consult og Steensen Varming har været en del af den kreative proces fra begyndelsen’” siger Jakob Brøndsted fra Rolvung og Brøndsted Arkitekter. Den integrerede proces understøtter den holistiske vision for skolen, om at balancerer et sundt og behageligt miljø med bæredygtige løsninger der tager sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter i betragtning. Passive og aktive strategier i kombination med optimerede betingelser for dagslys, skaber et godt læringsmiljø og et inspirerende sted at undervise arkitektur.
Foruden selve skolebygningen foreslår vinderprojektet opførelse af flere mindre huse mod Godsbanearealerne, herunder en gæstebolig, et arkitekturværksted for børn, samt mindre værksteder til ’Institut for X’. NEW AARCH forventes at stå færdigbygget I 2020.