Anneks til sommerhus i Tisvilde

Ejerne ønskede et nyt anneks med værksted, sovemulighed for gæster, skur til haveredskaber og en overdækket spiseplads mod vest.

Annekset er placeret vinkelret på det eksisterende sortmalede sommerhus, og anneksets tag er forlænget hen over en ny træterrasse, der forbinder sommerhus og anneks.

Annekset åbner sig med store glasdøre mod et intimt haverum bag sommerhuset og har ellers lukkede facader på de øvrige sider.

I sommerhuset er der sat nye egetræsdøre i facaden, og køkkenet er ombygget og åbnet med direkte udgang til terrassen og den overdækkede spiseplads.

Annekset er bygget i træ som det eksisterende sommerhus og beklædt med lærk.

Detaljeringen er holdt knap, så det lille hus fremstår så enkelt som muligt.